Solrød Kommunes Frivillighedspris

Formand for Solisterne vinder Frivillighedsprisen 2016

22. november 2016

 

Solrød Kommunes Frivillighedspris går i år til formanden for foreningen Solisterne, Henning Rasmussen. På to år er det lykkedes ham at samle over 100 medlemmer i foreningen, som arrangerer aktiviteter og socialt samvær for seniorer, der er blevet alene.

Han syntes, der manglede et socialt aktivitetstilbud til seniorer, der var blevet alene, så derfor startede Henning Rasmussen for to år siden foreningen Solisterne. Siden har han gjort foreningen til en stor succes, og derfor modtog han mandag aften Solrød Kommunes Frivillighedspris.

Henning vinder prisen for sit fantastiske engagement som formand for Solisterne, hvor han blandt andet er med til at arrangere aktiviteter og socialt samvær for seniorer, der er blevet alene og gerne vil dele oplevelser med andre i samme situation.

”Det er et privilegium for en kommune at have folk som Henning Rasmussen, der gør en engageret indsats og har lyst til at hjælpe andre – helt uden at forvente noget til gengæld. De frivillige skaber nye muligheder, og der er mange opgaver, vi som kommune ikke kunne løse på samme gode måde uden hjælp fra de frivillige,” siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune, som overrakte prisen.

Kort vej fra idé til handling
Siden foreningen blev stiftet for to år siden, er medlemstallet steget til over 100 - ikke mindst takket være Henning Rasmussen. Ud over at bestride formandsposten er han også med til at arrangere og afholde aktiviteterne, som delvist finansieres af donationer. Donationer, som Henning selv har ansøgt om og fået bevilget.   

Indstillingsudvalget har lagt vægt på, at Henning på eget initiativ var drivkraften bag stiftelsen af foreningen. Han oplevede selv ensomhed, da hans hustru gik bort, og besluttede sig for at gøre en forskel for andre i samme situation.

Han tog derfor kontakt til forebyggelsesmedarbejder Steffen Høier og daværende frivillig-koordinator Rikke Kongsmark fra Solrød Kommune og forelagde ideen. Siden gik det slag i slag, og mandag aften fik det endelige resultat så passende hæder.

Til kamp mod ensomhed
I indstillingerne beskrives Henning som energisk, flittig og utrolig initiativrig. Han lægger et stort arbejde i at pleje medlemmerne og opleves som flink, omsorgsfuld og humoristisk. Henning er en ildsjæl, der har taget kampen op mod ensomheden, og med hans store frivillige indsats gør han en kæmpe forskel til glæde og gavn for en stor gruppe mennesker.

Sidste år vandt Esther Fiil Pedersen Frivillighedsprisen for sin mangeårige og engagerede frivillige indsats på integrationsområdet.

Fakta om Frivillighedsprisen
Byrådet i Solrød Kommune indstiftede prisen i 2009, og den gives som en påskønnelse af en person, forening, organisation eller institution, der har gjort en særlig indsats for det frivillige sociale arbejde i Solrød Kommune.

Med prisen følger – ud over den store ære - 7.000 kr.

Det er Social-, sundheds- og fritidsudvalget i Solrød Kommune, der på baggrund af indstillingerne, vælger årets modtager.